Der er for lidt støtte og for få redskaber til festudvalgene, og det giver masser af uudnyttede ressourcer. Derfor har Skoletryghed igangsat kurser, der skal styrke festudvalgenes rolle på ungdomsinstitutioner landet over.
Af Miriam Leegaard
Hvis man netop er kommet ud af gymnasiet og skal til at søge job, er ’festudvalgsmedlem’ ikke det første man skriver på ansøgningen – hvis man da overhovedet skriver det på. Det får en til at virke useriøs eller som en drukkenbolt. Men den indstilling mener Jon Valdemar Andersen, som er stifter af Skoletryghed, at der skal laves om på.
”I et festudvalg kan man få kompetencer sideløbende med uddannelsen, som man ikke havde fået ellers. Hvis jeg skulle ansætte nogen, ville jeg spørge ind til om de havde været med i et festudvalg, og hvilke kompetencer de havde fået der. Det kan være rigtig positive indspark,” siger han.
Ingen tager de unge seriøst
I Skoletryghed har de erfaret, at mange skoler ikke tager deres festudvalg seriøst. Ofte er det på grund af en ond cirkel, hvor de unge ingen hjælp eller redskaber får, så de derfor har svært ved at gøre et tilfredsstillende stykke arbejde. Men hvis skolerne turde udnytte de mange ressourcer, ville det kunne skabe en bedre platform til læring og social udvikling gennem festerne.
”Det er spild af energi, når de unge egentlig gerne vil gøre en forskel, men ikke kan få lov til det. Ingen tager de unge seriøst, men alle går op i om de gør det godt eller skidt,” siger Jon Valdemar Andersen og tilføjer, at et festudvalg der fungerer optimalt, faktisk kan virke som en hel lille organisation med alle en sådans roller.
”Hvis et festudvalg ved, hvordan man fordeler roller, holder ordentlige møder og arrangerer gode arrangementer, så opfører de sig som mange andre organisationer ude på arbejdsmarkedet. Og det kan komme dem til gode mange gange senere i livet.”
Kurser til festudvalg
I mange tilfælde tør lederne på skolerne ikke give ansvaret til festudvalgene, fordi de er bange for, at det gør mere skade end gavn. Men ifølge Skoletrygheds erfaringer, kan det også være positivt for skolens image, at give teten videre til de unge. Fester for unge af unge vil altid være mere attraktive, end noget arrangeret oppefra.
”Det handler om, at skolerne skal turde stole på festudvalgene. Og for at de kan det, skal festudvalgene uddannes, så de har de rette redskaber til at afvikle gode arrangementer. Det er der ikke nogen der har set før, og derfor har vi taget opgaven til os, at uddanne festudvalgene,” siger Jon Valdemar Andersen.
Og kurserne ser ud til at virke, for flere skoler har allerede haft gavn af at uddanne deres festudvalg og udstyre dem med mere tillid og flere redskaber. På HTX i Viby har festudvalget oplevet at få en masse hjælp og stor lettelse efter kurset, og festudvalgets formand Kathrine Cotfitsen har allerede set frugterne deraf.
“Skoletryghed har hjulpet festudvalget på min skole utrolig meget med deres kursus for hele festudvalget. Det var nogle sjove og lærerige timer, som gav os rigtig meget i forhold til samarbejde og fik os skubbet i gang med at få skabt et bedre fælleskab, hvilket vi allerede nu har fået.”
Læs mere om Skoletrygheds kurser her